Farvel Aasiaat!

Sommeren i Aasiaat er forbi. Den var kort og ikke særlig varm, men smuk med klar blå himmel, hoppende pukkelhvaler og et grønt og frisk fjeld og kæmpe isbjerge i det fjerne.

Udenfor er det koldt som januar i Danmark og de grønne farver i fjeldet har ændret sig til forskellige nuancer af brunt. I dag har solen skinnet fra en klar himmel, men alligevel var det så koldt at vi skulle bruge handsker. Men heldigvis kan vi være ligeglade for vi skal hjem! - Om 3 dage sidder vi en flyver på vej mod Danmark. Alt er pakket og klart til hjemrejsen og vi glæder os til at gense venner og familie og til at komme hjem til en eksotiske temperatur på op mod 20 grader, og til at se træer med blade og til grøntsager som er lidt friskere og ikke helt så rådne. Vi er klar til Danmark igen – forhåbentligt et Danmark med mindre tørklædedebat, færre forbrugerprogrammer og mindre snak om boligpriser.

Jeg (jakob) skal tilbage til en typisk gennemført ineffektiv afdelingen hvor jeg skal fungere som en bizar blanding af en piccolo, sekretær, laborant og læge. Ikke videre tilfredsstillende, men heldigvis kun i 3 måneder.

Fagligt har opholdet været meget spændende og til tider dramatisk. Jeg tror aldrig, at jeg igen vil blive kaldt ind på arbejde kl 0100 om natten i præcist det øjeblik jeg efter 30 benhårde kilometer udgår af et maratonløb. Men en ung mand havde i fuldskab skudt sig i brystet og min kollega havde brug for hjælp til at lægge dræn i lungerne på manden. Han overlevede… og jeg hjalp ikke så meget med lungedrænet, da jeg havde voldsomme kramper i benene og derfor lidt svær ved at stå stille. Og jeg håber ikke at jeg igen vil stå og småsnakke med nogle kollager for så pludseligt at få overrakt et fuldstændigt slapt og livløst spædbarn af en panisk sygeplejerske.

Men hvem ved, jeg vil meget gerne tilbage til Grønland for at arbejde, jeg kan virkeligt godt lide at man som læge skal være fagligt meget bred og at man bliver kastet ud i nogle underlige situationer som man så skal løse efter bedste evne og med de begrænsninger og muligheder der er. Også er det bare fedt at hente patienter i helikopter!

Fritids mulighederne er enorme, ski, hundeslæde, kajak, fisketure og sidst men ikke mindst rensdyr jagt – Næste gang vi kommer til Grønland køber jeg mig en jolle med en ordentlig motor og en god kraftig riflen med kikkertsigte også skal Emil og jeg ud og skyde nogle rensdyr!

Jeg kommer til at savne jobbet, men jeg kommer ikke til at savne tåbelige sygemeldinger, abort journaler og patienter som hævder at de har hævede led og rislen i kroppen uden at der er noget at se. Især antallet af aborter forekommer mig fuldstændigt vildt – jeg tror af vi i løbet af de sidste 6 måneder har haft omkring 100 aborter og ca. 15 fødsler……Og ja P-piller og kondom er da noget man glemmer igen og igen. Jeg har ikke før tilbud 15 årige P-stav eller 18 årige spiral og glædet mig når de – lidt presset – sagde ja tak…

I denne skrivende stund har jeg mange meninger om Grønland, men svært ved at sætte præcise ord på. Som alle samfund er det grønlandske komplekst med mange styrker og svagheder og svært at gennemskue udefra… Grønlændernes venlighed og åbenhed har gjort et stort indtryk på mig og samtidigt har jeg svært ved at forstå hvorfor der er så mange børn, som ikke har det godt, som bliver svigtet eller misbrugt når befolkningen samtidig er så venlig.

Der er kun at sige: ”Tag herop og se, føl og mærk det selv!”

Endnu en måned er gået

Ja, tiden løber afsted, så nu er der kun 4 uger tilbage, før vi kommer hjem (28. august). Vi har det stadig godt, selvom vi fterhånden tænker mere og mere på at komme hjem og se jer alle sammen igen........Og det glæder vi os rigtigt meget til! Der er jo 3 nye billedserier og en hel del pukkelhvals-billeder - så nu lover vi at der ikke kommer flere billeder, medmindre vi får et billede af en hval, der hopper op af vandet full-size - og det har vi altså set! Men der er jo ikke så meget nyt at sige, Emil snakker løs på dansk og grønlandsk, han er en god hval-spotter efterhånden, og så er han også god til at se måger, myg og isbjørne - eller det siger han gerne om hvalerne efter noget tid! Ellers er Emil mest til at kigge på traktorer, brandbiler og vores ambulance (ambulada'en). Vi har også haft travlt med at gå til kaffe-mik og har erfaret, hvad et svingende blodsukker gør for en 1½ årig med temperament, og det er ikke noget godt! Og så er Jakob, sidst men ikke mindst, valgt til månedens kollega (er meget stolt) og fungerende cheflæge, hvilket han godt kan lide at pointere - desværre følger der hverken noget stempel eller et passende køretøj med...... Vi håber, at I nyder varmen derhjemme, vi savner den efterhånden lidt, ligesom lidt ferie også kunne være tiltrængt, så vi glæder os til at tage til Malaga midt i september! Mange kærlige hilsner fra os alle 3

Hvaler!

Vi har virkeligt forsøgt at begrænse antallet af pukkehvals-haler i den nye billedeserie, men det har været svært. Vi var ude at sejle og vores lille jolle var nærmest omringet af pukkelhvaler, som udførte alle mulige kunstner for vores hårdt arbejdende kameraer. Vi tog 300 billeder på mindre end en time....Men det er nogle fantastiske dyr, og selv Emil er blevet en ivrig hvalspotter. Når der svømmer en hval forbi vores vindue siger han med stor alvor: "der er hval". Mærkeligt nok kan han finde på at pege på et billede af en hval - han hjalp mig med at sortere hvalfotos - og sige "nanoq"(isbjørn), vi kan ikke rigtigt regne sammenhængen ud...... Grønlænderne vil gerne have lov til at skyde 10 pukkelhvaler om året, ikke fordi de ved noget om bestandes størrelse, men blot fordi de gerne vil spise dem. Jeg tillader mig at være dansker eller storby sentimental og krydser mine fingre for at de ikke for lov. Med den aktuelle hvalkvote har hver grønlænderne vistnok 80 kg hvalkød per person, hvilket jeg vil mene er rigeligt..... Men hval smager nu meget godt....se iøvrigt: www.albatros-travel.dk/blog

Vilde dage

Okay - vi har godt nok haft nogle vilde dage! På det personlig plan, må jeg jo fortælle, at jeg blev nr. 1 hos kvinderne til Aasiaat Midnight Sun Marathon på distancen ½ marathon.........det er jo lidt vildt! Jakob var den eneste, der udgik på marathon-distancen - de var i alt kun 12 løbere - hurtigste tid var 3:19 (vildt sejt!) og langsomste var 4:47 (forøvrigt vores regnskabs-Katrine på hospitalet)...... På det professionelle plan har vi nu på en lille uge haft en ikke helt almindelig gruppe af patienter: Først en der skyder sig selv i lungen og akut anlæggelse af pleuradræn (slange i lungen, så der kan komme blod ud). Dernæst ung mand, der i fuldskab har skåret sene over til finger, som nu skal evakueres til Danmark. Så ældre patient med formodet kræft med væske på lungerne, som vi ad flere gange har tømt over ½ liter væske ud af. Igår ung mand, der er hoppet havnen, og forud er forsøgt kvalt af ukendt (?) gerningsmand - så nu har jeg så set de famøse "puntformede blødninger", som jeg nok tænkte det var - heldigvis var den unge hopper blevet meget ædru (- og ikke særlig kold), så jo der var rigtigt nok nogen, der havde taget et (ret kraftigt) kvælertag. Og nu idag, det vildeste - nyfødt baby med respirationsstop (altså ingen vejrtrækning, altså død) og derefter genoplivet (på forbilledlig vis af Jakob)...........Okay dyb vejrtrækning..........det var godt nok lige ved at blive akut nok, for jeg havde nok ikke kunnet, tror jeg! Så alle har gået rundt og været lidt kulrede i hovedet idag! Så jeg tænker, at vi statistisk set bør få nogle lidt mere rolige dage resten af ugen (7-9-13) - jeg har i hvert fald fri torsdag til søndag, og Karin, Svane og Gabriel er på besøg - de bor dog hos Jørn og Inge (cheflægen og landsfarmaceuten), som "scorede" dem først! Og så er der jo også et naturalistisk plan.....vi vågnede op imorges til 3-4 hvaler, der var lige udenfor vinduet (altså indenfor tørveøen for de stedkendte), hvor de lavede alle mulige spilopper. Så på et tidspunkt 3 hoppe op af vandet med åbne gab samtidigt - det var altså også ret vildt! Selv Emil sagde: "se, hval!", selvom han insiterer ret meget på som udgangspunkt at kalde alle dyr for "vaava" (hund på baby-grønlandsk). Dejlig start på morgenen, og måske årsag til at vi kom lidt sent ud af døren.... Maja

Aasiaat Midnight Sun Marathon

Juhuuuu! Kl er næsten 1 om natten og jeg er stadig lidt oppe at køre, løb halvmarathon på 1:50, hvilket kun er 3 min. langsommere end min sidste tid og 1000 højdemeter til forskel - juhuu! Er meget stolt af mig selv...... Fantastisk marathon, høj sol, havblik, isbjerge og hvaler langs ruten, så bliver det ikke meget bedre! Jakob fik ikke fuldført sin marathon, da der blev sendt en ambulance ud efter ham, heldigvis da han var lige foran hospitalet, for at hjælpe med en patient, der havde skudt sig selv i lungen, det var næsten på 30. km - Jakob havde ret mange kramper i benene på det tidspunkt, så det gjorde ikke så meget, så han udgik af løbet - men med æren i behold! Nå men nu vil vi prøve at gå i seng - og bad - jeg har vagt i weekenden, og jævnfør ovennævnte patient kan der godt blive lidt at se til...... Mange hilsner Maja - juhuu 1:50.....

Sidste nyt fra Grønland

Ja, endnu engang er der kommet nye billeder på siden, hele 2 serier, en fra dagligdagen og en fra Ilulissat (Jakobshavn). For at begynde med det sidste først, ja så var vi for snart 2 uger siden på en lille min-ferie til Ilulissat - og der er der så kommet mange billeder ud af! For som Jakob sagde "nogle gange er den eneste måde at vise sin begejstring på, bare at tage en masse billeder", så det gjorde vi så til den store guldmedalje! Til jeres ære har vi skåret drastisk i antallet, så det nu er til at overskue, selvom det har kostet hjerteblod! Men vi trængte til ferie, at komme lidt væk fra Aasiaat og arbejdet, gå på restaurant (-vi havde helt glemt, hvor dejligt det kan være at spise ude), og ikke mindst gå ude i noget pragtfuld natur. Ilulissat er jo en stor by sammenlignet med Aasiaat, helt klart en by med gang i byggeriet og turismen, og selvom den bestemt ikke er noget særligt, så gør det altså en forskel, at der lige ligger sådan en is-bræ udenfor vinduerne........ Helt klart et sted, som vi gerne vil tilbage til igen! Vi har også haft besøg af Helle og Knud, det var faktisk takket være dem, at vi kunne tage på forældre-ferie, og som ægte bedsteforældre ankom de til en syg Emil, så vi behøvede ikke engang at tage barns 1. sygedag - og det var jo dejligt! Også rart at have besøg, vise øen rundt (som er blevet krydset mange gange af de ihærdige bedsteforældre), og få lidt aflastning i dagligdagen. Helle og Knud havde også pegebogen "Transportmidler, til vands, til lands og i luften!" med, så Emils ordforråd er nu blevet udvidet med traktor, bil, babu-babu og (næsten) ambulance. Den bliver studeret meget grundigt flere gange om dagen, og gjorde et besøg til brandstationen på nationaldagen til det store hit. Der er desværre ikke så mange både i bogen, men da vi har en livlig trafik udenfor vinduet, er der alligevel rig lejlighed til at sige "båd, båd" med stor alvor. Moren har selvfølgelig gjort sit bedste for at udpege dyrene i bogen (der har dog sneget sig en enkelt hund, kat og due ind på siderne!), men da alle dyr bliver omtalt som "vaava" (=hund), er det ikke den store succes! Heldigvis siger Emil nu "Mor", så meget kan tilgives! Ja, der er fuld fart på det sproglige for tiden, og det er jo helt fantastisk at følge med i, hvordan alt bliver kopieret (både ord og handlinger). Den eneste anke er, at Emil taler ret meget grønlandsk, og det gør lidt ondt i hjertet, når fremmede skal oversætte for os - fx kan han sige "uhmm, det smage godt" og "se, en jolle" på grønlandsk...........så gør det lidt ondt, men grønlænderne elsker det og synes at det er super-nuttet.......og det er det jo også! Kort sagt endnu en måned med mange, store oplevelser, pragtfuld natur, besøg, hvaler lige udenfor vinduet, Emils første sejltur, ferie, gode og dårlige dage på arbejde og sidst, men ikke mindst tvivl om fremtiden, som mange mediciner-venner har hjulpet med at afklare - tak! Knus og tanker, baj-baj Jakob, Emil og Maja

Nye billeder

Nu har vi endeligt haft overskud til at lægge nogle flere billeder op. Maj har været en spændende og noget travl måned. Jeg -Jakob - har været på bygde besøg i ialt 2 uger. Og selvom der er meget interessant at komme ud til de forskellige bygder er det også en smule barsk at sidde fra 0800 til 1700 og mølle patienter i gennem. Nogle af dem har jo ventet i flere måneder på at tale med en læge, som jo så er mig......Der var i øvrigt ingen sammenhæng imellem ventetiden og graden af sygdom, mange kom nok bare for at hilse på og så lige fortælle at de forsat har lidt rislen i kroppen og kolde fingre efter en dag på havet. Bygdegrønland er smukt og idyllisk men samtidigt en nærmest bizar blanding af en dansk landsby med kommunekontor, daginstitutioner og førtidspensionister og en landsby i et uland hvor børnene må gå sultne i seng hvis der ikke bliver fanget fisk den dag og hvor kvaliteten er skolegangen ikke helt svarer til en gængs dansk kommuneskole....

Kajak, evakueringer, bygdeture og hvaler

Ja, vi har jo fået et par bemærkninger om, at der har været lidt stille på bloggen i den sidste tid – og det har der også, for vi har faktisk haft lidt at se til i maj måned, som bare er fløjet forbi!

Jakob har af to omgange været på bygdetur i 4-5 dage, hvilket jo giver lidt mere at se til både hjemme og på hospitalet. Det har været lidt hårdt for ham med 20-30 patienter om dagen, hvilket er meget effektivt, men måske ikke levner den store plads til empati og optimal kommunikation i læge-patient forholdet. Det vil han selv skrive meget mere om, lige nu er han bare ved at forberede 2 billedserier i stedet…

Jeg har også været af sted på en 1-dagstur, og dels var det fedt endelig at komme ud og sejle og se det hele fra sø-siden, men det var også sjovt at prøve den del af arbejdet, selvom jeg var temmelig træt og brugt dagen efter, så jeg kan jo kun forestille mig, hvordan det er efter en uge!

Og selvom vi har været omkring, så mangler vi stadig nogle bygder, men da den eneste båd, hospitalet må bruge til planlagte transporter (certificeret = forsikret), står på land lige for tiden pga motorproblemer, så er der lidt stille på den front. Noget er allerede blevet klaret ved hjælp af rutebåden, men dens sejlplan passer desværre ikke lige altid ind i vores arbejdsplaner, og så bruger vi også ret meget tid på selve transporten frem for at se patienter.

Heldigvis kan jeg jo så fortælle, at det alligevel er lykkedes mig at se en del af distriktet – både fra luften og fra vandet! Jeg har nemlig været på 2 evakueringer, en med helikopter (det var så endnu et kryds på livets tjekliste!), og så en bådtur, som jeg lige er kommet hjem fra. Indtil videre er jeg ikke blevet skræmt af oplevelserne, tør af frygt for nemesis ikke skrive mere, og turen ud er jo uden patienter, så jeg har i dag været på alle tiders sejltur i vores skærgård til den fjernest beliggende bygd….. og med det vejr, vi har lige for tiden, så er det bare super-smukt! Det klør i os for at komme ud og sejle, men desværre skal vi enten betale vildt meget for en ”turisttur” eller inviteres.

Og ja, vejret for tiden er utroligt! Jakob synes det giver et lille stik hjertet ved tanken om varmen derhjemme, men det gør det ikke i mig! Langt, langt de fleste dage har vi skyfri himmel, det her fantastiske blå hav lige udenfor døren, havblik om aftenen, sol døgnet rundt (hvilket dog gør at vi vågner kl 4-5), små isfjelde der driver forbi, Disko-øen stående klart i horisonten (80 km væk), og så fjeldsiderne der dagligt ændrer udseende fordi sneen smelter i rekordfart og bevoksningen så småt er ed at komme frem…… Det er altså svært at slå – selv for København!

Og så var der jo lige de første og sidste ord i overskriften: vi har nemlig været ude i kajak 2 gange nu – og det er bare så fedt! Padle, padle – hov, der er lige et isfjeld! Padle, padle, padle – ups, der var lige en pukkelhval! Sådan kunne man godt opsummere vores første tur, der startede i lidt trist vejr, men hurtig blev meget interessant, da vi forfulgte en pukkelhval og endte med at være 4-5 m fra den! Det syntes den så også var lige tæt nok, så den gav lige et lille svip med halen og var såå tæt på at vælte vores guide – havde det været os, var vi nok væltet! Anden gang så vi godt nok ikke hvaler, men det var rigtigt godt vejr, og det var sammen med Ida og Martin, der lige har besøgt os! Der padlede vi lige forbi vinduet og vinkede til Emil, der blev passet af Helle og Frederik, vores naboer, der har lille Astrid på snart 1 år, og en kæmpe fan af Emil, der jo kan gå og alt muligt….

Så til de interesserede kan vi sige, at Emil har det rigtig, rigtig godt – han kan allerede charmere pigerne, i søndags sad han hos 3 teenage-piger (vi var til kaffemik) og fodrede dem med småkager! Bagefter legede han med sværd til farens lettelse….. Han er meget glad for vuggestuen, faktisk så går han hen til trappen om morgenen og siger ”baj, baj” til os, hvis vi er for langsomme til at komme af sted! Motorisk er han meget godt med, da han kravler rundt på klippesiden med de andre børn – og det gør ham også så dejligt træt om aftenen! Sprogligt er det store hit for tiden ”båd! båd!” og dem er der jo en hel del af, så det bliver sagt ganske tit - lidt suk! Ellers må yndlingsordet være ”narmik”, det betyder nej, og faktisk så må man sige nej dobbelt så meget, hvis man kan sige det på 2 sprog, så det gør han så også - meget suk! Men han siger ganske meget, det fandt vi ud af for et par uger siden, da vores naboer Inuti og Godmand lige hjalp med at ”oversætte” lidt…. det gjorde lidt ondt i moderens hjerte, at hun ikke helt forstod hendes lille dreng!

Men ganske kort sagt: den rigtig gode tid er begyndt heroppe med sejlture, kajakker , hvaler foran vinduet, besøgende, gode aftener med naboerne og travlhed på hospitalet…….

Pas godt på jer selv derhjemme

Maja

Tanker ved solnedgang

Ja det er vist lang tid siden jeg sidst har skrevet lidt på siden, men tiden flyver af sted heroppe på vores breddegrader, hverdagen har sin egen rutine, og lige nu synes Købehavn og vores liv derhjemme uendeligt fjernt.

Vi har snakket om, hvor smuk København er om foråret, og jeg ser for mig Søerne fyldt med joggere - en gruppe af delvist, foragtede deltids-løbere, der har sin glansperiode i januar (= nytårsforsættet) og maj (= nej, nu er det altså for lang tid siden jeg har været ude). Dette er selvfølgelig helt klart en gruppe af løbere, som jeg ikke henregner mig selv til, hvilket jeg hermed skamløst har gjort offentligt…..

Men altså Søerne, joggere og Emmaljunga-barnevogne i stor stil, kastanje-træerne med deres forårs-grønne blade, og den alt for kolde forårsluft, der lover mere varme om et par måneder, hvorfor alle kappes om en plads i solen på diverse torve, hvor de trendy københavnere sidder i deres alt for tynde, nyindkøbte forårsgarderobe, de fornuftige med tæpper om benene, håbende at man ikke kan se det for cafe-bordet!

Og jeg tænkte, nu skal jeg skrive en melankolsk betragtning til dem derhjemme, Annie Lennox er sat til at spille, København er jo fantastisk om foråret, sidste år spankulerede jeg selv stolt rundt som en del af barnevogns-brigaden – slet skjult stolt over ikke at have været underlagt barnevognsmafiaen med min Trille-vogn til den halve pris (= dog med associationer til en russisk tankvogn) – og det var jo dejligt!

Men melankolien har svært ved at indfinde sig, ironien/sarkasmen trænger igennem, så den tåredryppende historie kommer ikke frem, og mit oprindelig budskab om læge-parret i det kolde Nord holder pludselig ikke 5 meter (eller de mange kilometer hjem til Danmark) – for faktum er, at vi har det helt og aldeles super-fremragende her i Aasiaat, og jeg kan faktisk ikke lige huske hverdagen så godt derhjemme! Selvfølgelig er der vores dejlige familie og alle vores fantastiske venner, men vi har det jo godt!

Vi vidste, at Grønland var det rigtige hele tiden, og vi vidste, at vi trængte til andet og mere end ”åh, gud, der var dårlig frugt i kassen fra Aarstiderne” og ”jeg ku bare så godt tænke mig et nyt designer-spisebord”, repræsenterende et tankesæt, som jeg følte snige sig ind over mig, så det blev til rigtige problemer, der var vigtige, relevante…….

Heroppe har jeg glemt det, det er meget svært at overbevise sig selv om rigtigheden af den slags udsagn, når der ingen varer er i butikken, eller når udsigten rummer sneklædte klippeskråninger og et blikstille, gråt hav med spredte isflager, der pakker sig sammen i havnen, så fangerne og fiskerne ikke kan komme ud på havet. Eller når det sner og er overskyet 2 dage i træk, så vi ikke kan evakuere en patient ude i en bygd, og som ender med at dø – men måske til det bedste, for det var hos familien og ikke på et ukendt hospital. Eller når vi indlægger en grøn patient (har biliverdinæmi til fagnørderne), så alle 5 læger går rundt med et saligt smil, og telefonen gløder langs kystsygehusene, for der har også været et tilfælde nede sydpå. Eller når jeg snakker abort/ikke abort med en ung pige, og scanner hende og ser et levedygtigt foster og husker min egen første scanning. Eller da jeg spotter en dreng med Stevens-Johnson syndrom. Eller når jeg er med til at bedøve til operationerne. Eller når min vagt starter med en retsmedicinsk undersøgelse af en mistænkt voldtægtsmand, og jeg bare er så taknemmelig for, at det ikke var mig, der skulle undersøge offeret…..

Okay måske skinner der lidt melankoli igennem linierne, men der er så mange besynderlige og pudsige oplevelser blandet med fuldstændige, helt og aldeles kedelige hverdagsrutiner, at det kommer til at virke surrealistisk. Vi er vores lille familie med Emil, der snakker løs, løber rundt og splitter lejligheden ad 3 gange om dagen – en lille dreng, som vokser for øjnene af os og lærer nye ting hver dag. Og så er der arbejdet, som er sjovt, nogle gange lidt kedeligt-almindeligt og så lige pludselig sker der et eller andet bizart: en sjælden sygdom, en død isbjørn, tandbørstens dag i vuggestuen, en invitation til kaffe-mik, en følelse af en anden kultur, af 2 parallel-samfund og det tomrum og den vekselvirkning, det skaber – det lette liv den ene halvdel leger med, og den svære eksistens den anden halvdel lever på trods af.

Ja, det kan ikke beskrives, men må opleves……….

Og lad så det være en opfordring, Maja

På utallige opfordringer

Den uheldige kombination af et nyt kamera, rigeligt med fritid og det faktum at vi er førstegangsforældre gør at der bliver taget en del billeder af Emil. Og når man så ligefrem bliver opfordret til at lægge flere "close up" ud af Emil, er det meget svært for os, ikke at overfodre bloggen med billeder af vores glade og temperamentsfulde guldklump. Underligt nok er der ingen billeder af en skrigende Emil liggende på gulvet ildrød af raseri -Han er ellers en hyppig "gæst", bare ikke så fotogen. Vi vender snart tilbage med historier om grønne patienter, gule mænd på isen og udkogt svin på 3 måder.