onsdag den 25. juni 2008

Sidste nyt fra Grønland

Ja, endnu engang er der kommet nye billeder på siden, hele 2 serier, en fra dagligdagen og en fra Ilulissat (Jakobshavn). For at begynde med det sidste først, ja så var vi for snart 2 uger siden på en lille min-ferie til Ilulissat - og der er der så kommet mange billeder ud af! For som Jakob sagde "nogle gange er den eneste måde at vise sin begejstring på, bare at tage en masse billeder", så det gjorde vi så til den store guldmedalje! Til jeres ære har vi skåret drastisk i antallet, så det nu er til at overskue, selvom det har kostet hjerteblod! Men vi trængte til ferie, at komme lidt væk fra Aasiaat og arbejdet, gå på restaurant (-vi havde helt glemt, hvor dejligt det kan være at spise ude), og ikke mindst gå ude i noget pragtfuld natur. Ilulissat er jo en stor by sammenlignet med Aasiaat, helt klart en by med gang i byggeriet og turismen, og selvom den bestemt ikke er noget særligt, så gør det altså en forskel, at der lige ligger sådan en is-bræ udenfor vinduerne........ Helt klart et sted, som vi gerne vil tilbage til igen! Vi har også haft besøg af Helle og Knud, det var faktisk takket være dem, at vi kunne tage på forældre-ferie, og som ægte bedsteforældre ankom de til en syg Emil, så vi behøvede ikke engang at tage barns 1. sygedag - og det var jo dejligt! Også rart at have besøg, vise øen rundt (som er blevet krydset mange gange af de ihærdige bedsteforældre), og få lidt aflastning i dagligdagen. Helle og Knud havde også pegebogen "Transportmidler, til vands, til lands og i luften!" med, så Emils ordforråd er nu blevet udvidet med traktor, bil, babu-babu og (næsten) ambulance. Den bliver studeret meget grundigt flere gange om dagen, og gjorde et besøg til brandstationen på nationaldagen til det store hit. Der er desværre ikke så mange både i bogen, men da vi har en livlig trafik udenfor vinduet, er der alligevel rig lejlighed til at sige "båd, båd" med stor alvor. Moren har selvfølgelig gjort sit bedste for at udpege dyrene i bogen (der har dog sneget sig en enkelt hund, kat og due ind på siderne!), men da alle dyr bliver omtalt som "vaava" (=hund), er det ikke den store succes! Heldigvis siger Emil nu "Mor", så meget kan tilgives! Ja, der er fuld fart på det sproglige for tiden, og det er jo helt fantastisk at følge med i, hvordan alt bliver kopieret (både ord og handlinger). Den eneste anke er, at Emil taler ret meget grønlandsk, og det gør lidt ondt i hjertet, når fremmede skal oversætte for os - fx kan han sige "uhmm, det smage godt" og "se, en jolle" på grønlandsk...........så gør det lidt ondt, men grønlænderne elsker det og synes at det er super-nuttet.......og det er det jo også! Kort sagt endnu en måned med mange, store oplevelser, pragtfuld natur, besøg, hvaler lige udenfor vinduet, Emils første sejltur, ferie, gode og dårlige dage på arbejde og sidst, men ikke mindst tvivl om fremtiden, som mange mediciner-venner har hjulpet med at afklare - tak! Knus og tanker, baj-baj Jakob, Emil og Maja

Ingen kommentarer: