Tanker ved solnedgang

Ja det er vist lang tid siden jeg sidst har skrevet lidt på siden, men tiden flyver af sted heroppe på vores breddegrader, hverdagen har sin egen rutine, og lige nu synes Købehavn og vores liv derhjemme uendeligt fjernt.

Vi har snakket om, hvor smuk København er om foråret, og jeg ser for mig Søerne fyldt med joggere - en gruppe af delvist, foragtede deltids-løbere, der har sin glansperiode i januar (= nytårsforsættet) og maj (= nej, nu er det altså for lang tid siden jeg har været ude). Dette er selvfølgelig helt klart en gruppe af løbere, som jeg ikke henregner mig selv til, hvilket jeg hermed skamløst har gjort offentligt…..

Men altså Søerne, joggere og Emmaljunga-barnevogne i stor stil, kastanje-træerne med deres forårs-grønne blade, og den alt for kolde forårsluft, der lover mere varme om et par måneder, hvorfor alle kappes om en plads i solen på diverse torve, hvor de trendy københavnere sidder i deres alt for tynde, nyindkøbte forårsgarderobe, de fornuftige med tæpper om benene, håbende at man ikke kan se det for cafe-bordet!

Og jeg tænkte, nu skal jeg skrive en melankolsk betragtning til dem derhjemme, Annie Lennox er sat til at spille, København er jo fantastisk om foråret, sidste år spankulerede jeg selv stolt rundt som en del af barnevogns-brigaden – slet skjult stolt over ikke at have været underlagt barnevognsmafiaen med min Trille-vogn til den halve pris (= dog med associationer til en russisk tankvogn) – og det var jo dejligt!

Men melankolien har svært ved at indfinde sig, ironien/sarkasmen trænger igennem, så den tåredryppende historie kommer ikke frem, og mit oprindelig budskab om læge-parret i det kolde Nord holder pludselig ikke 5 meter (eller de mange kilometer hjem til Danmark) – for faktum er, at vi har det helt og aldeles super-fremragende her i Aasiaat, og jeg kan faktisk ikke lige huske hverdagen så godt derhjemme! Selvfølgelig er der vores dejlige familie og alle vores fantastiske venner, men vi har det jo godt!

Vi vidste, at Grønland var det rigtige hele tiden, og vi vidste, at vi trængte til andet og mere end ”åh, gud, der var dårlig frugt i kassen fra Aarstiderne” og ”jeg ku bare så godt tænke mig et nyt designer-spisebord”, repræsenterende et tankesæt, som jeg følte snige sig ind over mig, så det blev til rigtige problemer, der var vigtige, relevante…….

Heroppe har jeg glemt det, det er meget svært at overbevise sig selv om rigtigheden af den slags udsagn, når der ingen varer er i butikken, eller når udsigten rummer sneklædte klippeskråninger og et blikstille, gråt hav med spredte isflager, der pakker sig sammen i havnen, så fangerne og fiskerne ikke kan komme ud på havet. Eller når det sner og er overskyet 2 dage i træk, så vi ikke kan evakuere en patient ude i en bygd, og som ender med at dø – men måske til det bedste, for det var hos familien og ikke på et ukendt hospital. Eller når vi indlægger en grøn patient (har biliverdinæmi til fagnørderne), så alle 5 læger går rundt med et saligt smil, og telefonen gløder langs kystsygehusene, for der har også været et tilfælde nede sydpå. Eller når jeg snakker abort/ikke abort med en ung pige, og scanner hende og ser et levedygtigt foster og husker min egen første scanning. Eller da jeg spotter en dreng med Stevens-Johnson syndrom. Eller når jeg er med til at bedøve til operationerne. Eller når min vagt starter med en retsmedicinsk undersøgelse af en mistænkt voldtægtsmand, og jeg bare er så taknemmelig for, at det ikke var mig, der skulle undersøge offeret…..

Okay måske skinner der lidt melankoli igennem linierne, men der er så mange besynderlige og pudsige oplevelser blandet med fuldstændige, helt og aldeles kedelige hverdagsrutiner, at det kommer til at virke surrealistisk. Vi er vores lille familie med Emil, der snakker løs, løber rundt og splitter lejligheden ad 3 gange om dagen – en lille dreng, som vokser for øjnene af os og lærer nye ting hver dag. Og så er der arbejdet, som er sjovt, nogle gange lidt kedeligt-almindeligt og så lige pludselig sker der et eller andet bizart: en sjælden sygdom, en død isbjørn, tandbørstens dag i vuggestuen, en invitation til kaffe-mik, en følelse af en anden kultur, af 2 parallel-samfund og det tomrum og den vekselvirkning, det skaber – det lette liv den ene halvdel leger med, og den svære eksistens den anden halvdel lever på trods af.

Ja, det kan ikke beskrives, men må opleves……….

Og lad så det være en opfordring, Maja