Vi falder til!

Ja lige pludselig er tiden gået meget hurtigt, og nu har vi været her i over en måned, og det føles allerede som meget lang tid! Vi har vores hverdag her i Aasiaat nu, kasserne med vores ting kom jo heldigvis inden påske, så vi føler os rigtigt godt hjemme efterhånden.

Måske er en af grundene til, at det føles som om, vi har været her i lang tid den kæmpe forskel , der har været i dagslyset. Dagen er tiltaget med 15-20 min dagligt, så det er bare gået hurtigt, og i disse her dage er det bare så flot. Efter en lidt trist påske med gråt vejr og sne, så vi ikke rigtigt kunne gå ud, er det nu igen blevet sol fra en skyfri himmel, temperaturen ligger omkring frysepunktet, og vi har de mest vidunderlige solop- og nedgange, der varer næsten 2 timer, så vi kan sidde i stuen, kigge ud på vandet og se, hvordan lyset bliver varmere og varmere og det lyserøde skær over horisonten bliver mere og mere rødt. Det er helt fantastisk at se på, og hele byen er bare i godt humør. Den eneste ulempe er, at Emil har sværere ved at falde i søvn om aftenen og begyndte at vågne kl. 5.30 – heldigvis blev vi reddet af sommertiden!

Og så har vi været ude og køre på hundeslæde sidste weekend. Emil blev passet af jordemoderen (- og opførte sig selvfølgelig eksemplarisk!), og vi fik et par timer fri til at opleve en tur på øen. Vi sad på hver vores slæde, og jeg tror nok, at mit spand var i lidt dårligere form end Jakobs – for han fløj af sted! Jakob mener, at det måske var fordi, jeg var tungere, men det har jeg ingen kommentarer til! Vi kørte til den anden ende af øen og ud på isen, hvilket jeg var lidt bekymret over, fordi isen ikke er sikker – og jeg kommer hele tiden til at tænke som i Bolivia, at ville tjekke, at det nu kan lade sig gøre, og det ikke bare er noget de siger – men altså de ville nok ikke sætte deres eget og 15 hundes liv på spil! Men vi faldt ikke igennem isen, selvom det blev lidt tungere at trække slæden for hundene – og det var bare flot at se øen og vandet og horisonten i fuld fart med vinden og sne i ansigtet…… vi fik begge to virkelig lyst til en fler-dages tur, men sæsonen er ved at være ovre, og jeg tror desværre ikke, det er noget for Emil!

Ellers er det mest arbejdet, der byder på de store oplevelser. Der er ikke de helt store eksotiske sygdomme, selvom de snakker meget om ”arktisk førstehjælp”, og det lyder da ret sejt! Jeg synes, at der er mange psykisk syge, og der er også en del med sociale problemer - eller en skønsom blanding af begge dele! Noget, der har slået mig, er, at så mange har en psykiatrisk diagnose, altså ikke bare ”jeg er lidt trist pga mørket” men ”jeg hører stemmer i radioen, der siger jeg skal begå selvmord, og ser skygger komme ud af væggen” – og alle med en psykiatrisk lidelse har en historie med misbrug! At der må være en højere incidens end i Danmark tror jeg gerne, og så synes jeg at udtrykket ”psykisk sårbare” er meget rammende– på en eller anden måde virker folk meget skrøbelige!

Samtidig er det jo også vigtigt at huske, at vi jo på et sygehus på en eller anden måde ser meget til samfundets skyggeside! Det er jo trods alt meget de samme mennesker, og langt de fleste her i Aasiaat lever jo deres helt almindelige liv og går kun til lægen, når de er gravide eller har influenza! Det er jo ikke skolelæreren, politimændene eller pædagogerne fra vuggestuen, der bliver bragt ind lørdag aften til en vurdering, inden de kommer i arresten! På den måde er det jo ligesom i Danmark, men tingene er bare lidt mere koncentrerede her, og Aasiaat er faktisk en kommune, der tager misbrug og vold meget alvorligt – og derfor er der nogle gode tilbud og hurtig hjælp, så det hjælper faktisk at henvende sig til kommunen….. og det er måske mere end man kan sige om så mange steder derhjemme!

De små oplevelser står Emil for: han snakker så meget for tiden – der er en del ord imellem, men også en masse pludr, som vi ikke lige kan tyde – det kan jo være grønlandsk, for han forstår en del af, hvad de siger i vuggestuen, men så fremmelig er han trods alt nok ikke! Men ordforrådet vokser stille og roligt på dansk (og grønlandsk), og det gør temperamentet også! Jeg tror, vi har forskud på den berygtede trods-alder, for vi skal godt nok markerer grænserne hele tiden, og ikke så overraskende er ”nej-nej” flittigt brugt hos både barn og forældre! Vi har også daglige ”jeg-kaster-mig-ned-på-gulvet-i-hysterisk-anfald”, som vi prøver at tage med knusende ro, men hold kæft hvor kan han være irriterende…….. Men han er også meget sød – og glad for den lille udstoppede sæl, jeg har syet til ham! Det er min første creation, den er syet i hånden og måske ikke helt tæt nok, og så vender lufferne hver sin vej – så moren er meget beæret over, at det lige er sælen, der bliver taget til nåde som det første sovedyr……J

Og med den bemærkning (eller trussel om en lind strøm af hjemmelavede sæl-ting) vil jeg slutte!

Skriv endelig med nyt fra moderlandet,

Maja