Klokken er lidt over 7 og jeg er fuldstændigt udkørt efter min første arbejdsdag på Aasiaat sygehus. Ikke fordi jeg på nogen måde har haft travlt eller haft nogle komplicerende og vanskelige patienter, jeg så kun 4- 5 patienter i dag og udover at den første var noget utilfreds med mig og at jeg fik det indtryk at tolken og patienten rottede sig sammen mod ham den ”unge” læge nys ankommet fra Danmark, kan jeg ikke klage over en voldsom belastning. Men alt her er nyt, der er mange praktiske ting som jeg skal have styr på og da jeg skal have min første vagt i morgen vil jeg gerne lære så meget så muligt så hurtigt som muligt, vel vidende at jeg nok først for alvor forstår hvad jeg skal gøre hvornår om et stykke tid. Som altid i nye job er det katastrofesituationerne jeg gerne vil have styr på – hvordan får man en helikopter til at hente patienten i en bygd med et navn som jeg på ingen måde kan udtale korrekt, hvordan kommer jeg selv med i helikopteren (meget vigtigt!), hvor skal man sende en patient direkte til Nuuk, hvad gør jeg ved komplicerede fødsler, ved livløse nyfødte, ved større ulykker? Rækken af spørgsmål er uendelig, og jeg ved godt at jeg har mere brug for mere jordnære ting såsom at kunne ordinere medicin i journalsystemet, at bruge tolkene på den mest effektive måde, at bestille blodprøver osv osv – men der er altid dramaet jeg tænker på, blod, døde børn og trafikulykker, alt det som får pulsen op, og som kalder på hurtig og korrekt handling.
Uden drama er Aasiaat bestemt ikke, i de 5 dage vi har været her er der sendt mindst tre patienter akut til Nuuk med nogle meget alvorlige problemer, og 2 er døde af røgforgiftning hér i byen. Så fred og ro kan ikke altid forventes i vagten…. Da vi passerede kirkegården dagen efter det første dødsfald stod der to gravere med et trykluftbror i et forsøg på at lave en grav.
VI har kun været her i få dage, men allerede nu står det mig lysende klart at Grønland er Grønland, og ikke bare en nordlig dansk region med nogle geografiske og klimamæssige udfordringer. Vi befinder os i en helt anden kultur og de fleste grønlænderes liv er væsentligt forskellig fra vores. Der er en fernis af danskhed, der er vuggestuer, børnehave, plejehjem, man kan hæve over beløbet på dankort og få god dansk husmands kost på sømandshjemmet, men under facaden lurer en anden kultur som jeg ikke forstår, men som jeg håber at jeg vil blive klogere på gennem de næste måneder. Forskellen er tydelig i Emils vuggestue – Vavá (hund) – ,børnene sover i nogle senge på stuen (i grønland sover hele familien traditionelt i samme rum), de pottetræner fra ca. 6 måneder (ingen klager herfra!), der er mere ro i vuggestuen det er som om de grønlandske børn larmer mindre og er roligere og så får de sælgryde en gang ugentligt…..
Vuggestuen virker god, personalet er meget venligt og de virker kærlige overfor Emil og siger at Emil er dygtig, mere behøver vi egentligt ikke at vide…. Til min fortrydelse har de dog lidt svært ved at uddybe hvad de præcist mener med dygtigt. De mener endda at Emil allerede nu siger nogle grønlandske ord, nogle af ordene er godt nok nogle som han sagde inden vi tog af sted, men det nænner vi ikke at fortælle dem…. Og lidt ret her de, da jeg lagde en meget træt Emil i seng her til aften vinkede han til mig mens han sagde ”baj, baj” (farvel)…… Vi har bedt dem om at tale grønlandsk til Emil (de var så søde at spørge om de skulle tale dansk til ham), så det bliver spændende at se hvor meget han lærer…. Albert (Tina og Jakobs mindste) som var på alder med Emil da han kom herop lærte en del, faktisk havde hans forældre af og til svært ved at forstå hvad han sagde…
Nu har trætheden og spændingen over min vagt i morgen fået overtaget, klokken er 8 og jeg vil i seng.
Jeg har lagt nogle billeder ud fra vores rejse herop, nogle af vores lejlighed og nogle fra Aasiaat. Vejret er virkeligt smukt, høj sol, en klar, klar blå himmel og masser af sne.
Hilsner og tanker fra Jakob
Ingen kommentarer:
Send en kommentar